Ved at udvide vores forståelse af, hvad angst er, samt hvordan den skal behandles, kan vi skabe håb og potentialer for unge med angst.
Angsten kan blive en ven, der viser en ny og bedre vej for den unge.

I min praksis kommer mange unge, der lider af angst. De lider. De føler sig anderledes, forkerte, alt for sensitive og de hader ikke at kunne det, de plejer. De er ofte usikre og bekymrede, fordi angsten er uforudsigelig og kan komme hvert øjeblik. Og det er slemt, når angsten rammer. De unge kan ikke koncentrere sig, får hjertebanken, kvalme, føler sig lost og har mest af alt lyst til bare at forsvinde.

En ting er de fysiske reaktioner i kroppen, når angsten raser. En anden ting er det psykiske pres, det er hele tiden at gå og være bange for, hvornår angsten kommer. Og så er der også den tredje dimension: skammen. Følelsen af at være forkert. Ikke at kunne det,  andre kan. Ikke at have lyst til at sige det højt. For det er anderledes og ubehageligt. Det er stigmatiserende.

De unge med angst, der kommer i min praksis, lider alle sammen under de historier, der florerer om angst: at angst rammer de, der er skrøbelige i forvejen. At det er lidt uforklarligt, hvorfor angst  opstår, at angst er svært at komme af med samt at angst kun er til gene.

Eller hvad?

Er det en fyldestgørende beskrivelser af angstens væsen ??

I dette blogindlæg vil jeg via et casestudie illustrere, at angst hos et ungt menneske med den rette vejledning kan være en åbning mod nye indsigter.

Clara var 19 år, da hun kom i min praksis
Det var efter sommerferien og hun var begyndt i 3. g. Angsten var slem. Nogle dage kunne Clara slet ikke komme ud af sengen. Og mange dage måtte hun låse sig inde på toilettet på gymnasiet og bare sidde og græde for sig selv. Da Clara  kom i min praksis, var hun træt, afmagtsfuld og ønskede bare, at det hele skulle gå væk.

Angsten var først rigtig brudt ud efter sommerferien, men også før ferien havde Clara ofte følt sig svimmel og utilpas.
Der var masser af relevante årsager til at Clare kunne udvikle angst. Gymnasiet er stressende i sig selv og især 3. g, hvor presset med høje karakterer for alvor sætter ind. Claras forældre var også blevet skilt hen over sommeren. Og selvom det var en fredelig skilsmisse og forældrene stadig boede tæt på hinanden, var Claras familie forandret for altid. Der var også lidt udfordringer med veninderne. Og tankerne om at kroppen skulle se anderledes ud påvirkede også. Og så var der alle de der krav til sig selv om at være sød, dygtig, en god ven, en god datter, en god medarbejder og i det hele taget bare fungere i alle sammenhænge.

Det er klart, at vi indledningsvis talte om Claras krav til sig selv samt de traumatiske ting, der var sket i Claras liv. Clara er intelligent, så hun var klar over at der med fordel kunne justeres her og der.
Men vi var begge enige om, at angsten og den måde den udspillede sig på, var en mega overreaktion.
Den måde Clara beskrev, hvordan hun havde det, når angsten var på sit højeste, kunne selv give mig hjertebanken og ubehag. Det var slemt.

Det er oplagt, at den behandling og de perspektiver, jeg nu beskriver, ikke rummer alle detaljerne fra Claras forløb hos mig. Jeg vælger at sætte fokus på det element, der adskiller min opfattelse af angst fra den gængse, og som jeg er sikker på var med til at hjælpe Clara til i dag at være en velfungerende und kvinde uden angst.

I mit arbejde som spirituelt medie er jeg vant til at mærke sjæle, der kommer på besøg fra den anden side for at give en kærlig besked til deres familier og/eller venner, der stadig er her på jorden.
Da jeg satte mig ved siden af Clara og stillede ind, kunne jeg også tydelig mærke, at der stod en sjæl på Claras venstre side.

Det var en kvinde. En advokat
En intelligent, stærk kvinde, der havde arbejdet med menneskerettigheder, mens hun levede.
Jeg beskrev hende for Clara og Clara smilede. Hun havde selv tænkt på at have et lignende job, når hun blev voksen, hvor hun kan arbejde for de svagere stillede i verden.
Jeg hørte og mærkede, hvorfor denne kvinde var kommet. Og ja, det var hende, der gav Clara angsten! Når kvinden kom tæt på Clara, skabte det alle de fysiske, ubehagelige symptomer i Claras krop og psyke.
Men det var ikke for at skade Clara. Tværtimod! tværtimod.

Kvindens budskab og formål med at komme var klart: “Clara; Du skal lære at sige fra, stå ved dig selv, ikke gå så meget på kompromis, sige nej og tro på, at du kan tillade dig at få opfyldt dine behov og ikke hele tiden opfylde andres! Du skal lære at kunne stå frem og stole på din udgave af verden, hvis du skal have et job lige som mig”!
Det gav så meget mening for Clara.

Dette tema var et af de helt store i Claras liv. Både i forhold til moderen, til faderen, til broderen, til veninderne, til arbejdsgiveren. Alle steder kom hun oftest til at undertrykke egne behov og underlægge sig  andres.
Det gav mening for os begge, at hvis Clara skulle kunne udføre sin drøm om at være forkæmper for de svage, så skulle hun kunne sige sin mening højt og holde fast i den, også selvom andre var uenige.
Kvinden var der altså ikke for at genere. Hun var der for at hjælpe Clara med at blive stærkere!
Forståelsen og indsigterne var banebrydende.

Clara begyndte at se på angsten med helt andre øjne
Fra at have været skamfuld, bange og uforstående over sine symptomer, begyndte Clara nu at se sin angst som en kærlig reminder om at få  en bedre sti i sit liv.
Jeg foreslog, at Clara skulle begynde at skrive op, hvornår hun fik symptomer på angsten. Hvad var der sket lige inden eller i tiden op til?
Jeg foreslog også, at Clara skulle begynde at tale til kvinden, hvis angsten begyndte at komme, og sige: “Jeg har hørt dig, jeg kan godt mærke dig. Jeg ved godt, hvad du vil hjælpe mig til. Tag det lidt roligt, jeg øver mig”!
Meget hurtigt stod det klart for Clara. Angsten kom på de tidspunkter, hvor Clara havde gået for meget på kompromis med sig selv og ikke havde fået udtrykt sine behov godt nok.
Det at kunne forstå, hvorfor angsten kom, samt det at tale til kvinden og bede hende om at slappe lidt af, gjorde en kæmpe forskel for Clara. Det blev pludselig en kærlig mission, Clara var på, sammen med kvinden, i stedet for en magtesløs vandren i smerte og uforståenhed.

Den nye sti
Clara kom hos mig en periode, hvor vi hver gang arbejdede på at integrere den nye sti at gå på for Clara, hvor hun stod mere ved sig selv og fik sagt fra. Og for hver gang vi mødtes, blev angsten mindre og mindre.
Behovet for kvindens indblanden blev mindre og mindre nødvendig. For nu kunne Clara selv.

I dag er Clara helt uden angst. Hun trives og kan udføre de opgaver, hun ønsker. Hun holder stadig øje med ikke at gå for meget på kompromis med sig selv, for som vi afsluttede forløbet med at pointere, så er det langt lettere at tage den opgave i opløbet end at skulle have besøg af endnu en særlig hjælper fra den anden side.
 
Behandlingsforløbet for Clara tog ca. et halvt år. Min erfaring er, at jo længere man har levet med angst, jo længere tid tager det at forløse den. Clara havde kun oplevet angsten i få måneder, inden hun kom til mig. Men indtil nu har jeg kun oplevet, at jeg i samarbejde med min klient kan forløse deres angst. Det er blot et spørgsmål om tid.

Jeg er sikker på, at vi med en ny forståelse af angst samt nye perspektiver på, hvorfor den rammer, kan være med til ikke blot at hjælpe de mennesker, der lever med angst, men også forebygge, at den bryder ud. Det er mit håb, at jeg med dette casestudie illustrerer nolge af de nye perspektiver.
Angst er invaliderende. Men kan også være en særlig hjælp til en bedre sti fremad.