Et knus. At lægge armene rundt om en anden person – og som oftest – samtidig få hans eller hendes arme rundt om sig. For et kort øjeblik at komme tæt på et andet menneske. Dufte det, mærke dets temperatur, mærke spændstigheden i armene, mærke kontakten – både den fysiske og den psykiske.

Man ved, at fysisk, kærlig kontakt med et andet menneske udløser hormonet oxytocin, der også kaldes lykkehormonet eller kærlighedshormonet.

Oxytocin skaber en lang række positive egenskaber: man føler velvære, samhørighed, at være elsket og ønsket. Det mindsker stress, dæmper angst, øger tillid, skaber tilknytning og højner indlæringsevnen.

Men også fysiske reaktioner som bedre immunforsvar, bedre optagelse af næringsstoffer, lavere blodtryk, bedre fordøjelse, sårheling og mindskning af inflammationsprocesser i kroppen kan tilskrives hormonet.

Et knus udløser oxytocin.

Så hvor mange knus får du dagligt? Og hvor mange giver du?

I mit liv er knus centrale.

Min mindste dreng på 5 får mange knus dagligt. Både når vi ses, og når vi siger farvel, når vi glædes over noget sammen, og når vi synes noget er sørgeligt. Men især når han er lidt ude af den og bare trænger til en kærlig krop at læne sig op af. Jeg knuser ham stille og han genfinder balancen.

Min dreng på 14 får faste knus, der ikke varer for længe, men alligevel længe nok til at han kan mærke, at jeg vil ham. De er typisk spontane, kraftfulde og uden ord. 
I en periode, hvor vi gik hinanden lidt på nerverne, gav jeg dagligt et knus uden at sige noget. Det hjalp. På os begge.
På det seneste har jeg lagt mærke til, at han kort tid efter vi har givet hinanden et knus, spontant får lyst til at fortælle mig noget.
Og han er ellers en dreng, der sparer på ordene :-).

Min største dreng på 18 år giver lange knus. Han knuser mig på en måde, så jeg føler mig passet på. Som om rollerne skifter lige der mellem hvem der er voksen, og hvem der er barn. Interessant.

Min mand og jeg giver hinanden mange kærlige knus. Men der er en bestemt type knus, jeg holder særligt af.

Det er, når vi er uvenner. Når vi har skændtes, skabt distance mellem os, budt ensomheden velkommen, er frustrerede og tvivler på samhørigheden. Lige der. Når vi aller mest har lyst til at gå hver til sit og alligevel – trods lidt modvilje – lægger armene om hinanden. Og venter.

Så er det som om, forsvaret smelter. Som om hårdheden og frustrationerne letter. Som om vores kroppe får overdøvet vores hjerner og dermed får det klare budskab igennem: At vi hører sammen. Helt inde. Bag om ordene. Bag om egoet. Bare sammen. Og at der derinde
kun er kærlighed. Kærlighed og samhørighed.

Det er så kraftfuldt. Og det hjælper.

Om vi så for gjort det hver gang vi skændes? Ja gid vi gjorde, men nej. Men når vi gør, er det fantastisk.

Jeg var på et tidspunkt på en arbejdsplads, hvor vi i mit team gav hinanden et knus, når vi kom, og når vi gik. Jeg er sikker på, at det var med til at skabe den omsorg, respekt og interesse, vi havde for hinanden, og som var helt unik for en kollegagruppe.

Et knus kan også være andet end rart: Når en gammel onkel lige holder dig fast lidt for længe. Når du prøver at give et knus til en person, der er helt stiv i kroppen. Når personen du knuser afslutter knuset hurtigt og trækker sig. Når det kun er dig, der lægger armene rundt om. Når den, du knuser, ikke vil give slip. Når du kan mærke at intentionen bag knuset er falsk.

Variationerne er mange. Man mærker hurtigt, hvis der er noget lidt forkert i kontakten.

Interessant så meget information, der ligger i et knus.

I mange år syntes jeg, det var opreklameret det med knus. Jeg brød mig ikke om det. Ønskede ikke tætheden. Følte mig intimideret. Syntes knus var latterlige.

Men jeg havde også en skal af hårdhed på dengang. En skal der skulle beskytte min følsomhed, som jeg ikke var klar til at deale med.

I takt med at jeg fik bedre indre balance, opstod glæden ved knus.

I dag er de vigtige.

Jeg kan kun opfordre på det kraftigste til at give og få flere knus. Korte eller lange. Vellykkede eller mindre vellykkede. Men selvfølgelig rare.

Det er en oplagt måde at få udløst oxytocin og derved føle sig elsket og accepteret, som en del af flokken, mindske uro og stress, skabe glæde, velvære og samhørighed.

Og hvem kan ikke lide det?

Jeg kan i hvert fald 🙂

Kh Nynne